Skip to content

1. Generelt
1.1. Sælger, som benævnt i det følgende, er Engskov Maskinfabrik A/S. Køber, som benævnt i det følgende, er modtageren af en leverance, et produkt eller en ydelse (herefter benævnt leverance eller emne) fra sælger inklusiv eventuelle leverancer fra underleverandører til sælger.
1.2. Nærværende Generelle salgs- og leveringbetingelser er gældende for alle leverancer til køber, medmindre andet er aftalt skriftligt.

2. Levering
2.1. Levering sker Ex works (EXW) fra sælgers adresse i henhold til gældende Incoterms. Leverancen henstår således for købers regning og risiko fra det tidspunkt, hvor den af sælger er stillet til købers disposition.
2.2. Såfremt køber ikke er parat til at modtage leverancen på det aftalte tidspunkt, sørger sælger for, at leverancen opbevares for købers regning og risiko.

3. Forsinkelse
3.1. Hvis forsinkelse ved en levering skyldes force majeure eller købers handling eller undladelse, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt. Leveringstiden kan forlænges, selvom årsagen til forsinkelsen indtræffer efter udløbet af den oprindeligt aftalte leveringstid.

4. Kundespecifikke materialer
4.1. Ved aftaler om køb af emner, der kræver kundespecifikke materialer, som ikke kan anvendes til anden produktion, er køber forpligtet til at aftage såvel lager af emner som restlager af materialer inden for de aftalte terminer eller i tilfælde af produktionsmæssigt ophør af emnet.

5. Tilbud
5.1. Tilbud er gældende 30 dage fra afsendelsen, og priserne er angivet med forbehold for ændringer i priser fra underleverandører og i prisændringer på materialer. Accept af tilbud skal ske skriftligt.

6. Pris og betaling
6.1. Alle priser er i danske kr. eksklusiv moms og andre offentlige afgifter, medmindre andet er anført. Miljøtillægget udgør 1 % af fakturabeløbet.
6.2. Priserne reguleres en gang årligt og ved væsentlige prisændringer på materialer.
6.3. Betalingsbetingelserne er netto kontant, med mindre andet er aftalt og en eventuel kreditgivning er betinget af sælgers godkendelse. Ved for sen betaling tillægges rente 2% pr. påbegyndt måned fra forfaldsdato.
6.4. Ved ændring af emner, som vedrører igangværende produktion, såvel som igangværende fremstilling/indkøb af værktøjer, er sælger berettiget til at fakturere merforbrug af materialer og tid efter sædvanlig takst.

7. Ejendomsforbehold
7.1. Sælger forbeholder sig ejendomsretten til leverancen, indtil betaling har fundet sted, med tillæg af påløbne renter og omkostninger.

8. Ansvar for mangler
8.1. Sælger er berettiget og forpligtet til at afhjælpe mangler, som skyldes fejl i materiale eller fremstilling, ved efter eget valg at foretage reparation eller udskiftning. Mangelreklamation berettiger således ikke køber til afslag i prisen eller ophævelse af aftalen.
8.2. Sælgers ansvar omfatter kun mangler, der kan konstateres senest et år fra den dag, emnet blev stillet til købers disposition.
8.3. Sælgers ansvar omfatter ikke mangler og fejl forårsaget af materiale, som er tilvejebragt af køber, eller af konstruktioner, der er foreskrevet af køber eller specificeret af denne.
8.4. Sælgers ansvar omfatter kun mangler, som måtte opstå under den i aftalen forudsatte anvendelse af emnet, og ansvar omfatter ikke mangler, der skyldes årsager, opstået efter at risikoen er overgået til køber.
8.5. Køber har pligt til at undersøge leverancen, så snart det er muligt og senest 8 dage fra levering.
8.6. Køber skal give skriftlig meddelelse til sælger om en mangel uden ugrundet ophold, efter at manglen er opdaget eller burde være opdaget, og i intet tilfælde senere end 2 uger efter den i pkt. 8.2. angivne frist er udløbet.
8.7. Hvis køber ikke skriftligt underretter sælger om en mangel inden for de givne frister, mister køber enhver ret til at fremsætte krav i anledning af manglen.
8.8. Hvis sælger anerkender pligt til afhjælpning, skal køber returnere det mangelfulde emne til sælger for købers regning og risiko. Efter afhjælpning sender sælger emnet til køber for sælgers regning og risiko.
8.9. Mangelfulde dele som udskiftes, stilles til sælgers disposition og bliver sælgers ejendom.
8.10. Sælger bærer intet ansvar for mangler udover det i pkt. 8.1.-8.9. beskrevne. Dette gælder ethvert tab, manglen måtte forårsage, herunder driftstab, tabt arbejdsfortjeneste og andre indirekte tab og omkostninger.

9. Produktansvar
9.1. For produktionsansvar gælder de til enhver tid gældende regler efter dansk ret.
9.2. For tingskade er sælger ikke ansvarlig for skade, forvoldt af emnet på fast ejendom eller løsøre, som indtræder medens emnet er i købers besiddelse. Sælger er yderligere ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køber, eller produkter, hvori disse indgår.
9.3. Sælger er ikke ansvarlig for indirekte skader og tab, så som driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab, eller omkostninger.
9.4. Hvis sælger pålægges produktansvar overfor tredjemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs, i den udstrækning som sælgers ansvar er begrænset efter nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
9.5. De ovenfor nævnte begrænsninger gælder dog ikke, såfremt sælger, eller andre som sælger har ansvaret for, har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
9.6. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om produktansvar, skal denne part straks skriftligt underrette den anden part herom.
9.7. Parterne er gensidigt forpligtede til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade eller et tab, som påstås forårsaget af emnet. Det indbyrdes forhold mellem parterne i denne aftale skal dog afgøres i henhold til pkt. 11 nedenfor, og i henhold til dansk ret.

10. Ansvarsbegrænsning
10.1. Et eventuelt erstatningskrav over for sælger kan ikke overstige det fakturerede beløb for det solgte emne eller den samlede leverance.
10.2. Sælger hæfter ikke for driftstab, råvaretab, tabt arbejdsfortjeneste, avancetab, følgeskader eller andre indirekte tab og omkostninger i anledning af forsinkelse eller mangler.
10.3. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld: Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder. Omstændigheder, som nævnt, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses ved indgåelse af aftalen.
10.4. Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihedsbrud, ufortøvet, skriftligt at underrette den anden part om dens opståen og ophør.
10.5. Ved force majeure hos køber skal denne dække de omkostninger, sælger pådrager sig for at sikre og beskytte leverancen.
10.6. Uanset hvad der i øvrigt følger disse almindelige leveringsbetingelser, kan enhver af parterne hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt aftalens opfyldelse hindres i mere end 6 måneder af en begivenhed, som nævnt i dette punkt.

11. Tvister
11.1. Enhver tvist, der måtte opstå i anledning af aftalen mellem parterne skal afgøres efter dansk ret og ved Retten i Roskilde, som rette værneting.

Back To Top